Kære grundejere i Solhøj
Bestyrelsen har tidligere på ugen modtaget nedenstående mail fra socialborgmester Karina Vestergård Madsen, og vi kan nu offentliggøre, at Socialforvaltningen i går onsdag indstillede til Socialudvalget, at Lindholmsvej udgår af den opdaterede sag om placering af skæve boliger, som Socialudvalget skal behandle d. 4. december.
TUSIND tak til alle jer grundejere, der på den ene eller anden vis har engageret sig i denne sag.
Mvh. bestyrelsen
“Kære grundejerforeninger omkring Lindholmsvej
Først og fremmest vil jeg gerne takke jer for, at I inviterede mig til et besøg ved Lindholmsvej, så jeg kunne høre jeres bekymringer om at placere skæve boliger på Lindholmsvej. Forvaltningen er i gang med yderligere undersøgelser på baggrund af de input, I og lokaludvalget har givet.
Jeg lovede at give en tilbagemelding, når sagen om placering af skæve boliger skal behandles på ny i Socialudvalget. Den opdaterede sag om placering af skæve boliger bliver behandlet på Socialudvalgets møde onsdag d. 4. december.
Jeg skriver derfor for at gøre jer opmærksom på, at Socialforvaltningen vil indstille til Socialudvalget, at Lindholmsvej udgår af den opdaterede sag, Socialudvalget skal behandle d. 4. december. Det sker, fordi der er behov for mere tid til, at forvaltningen kan forholde sig til indholdet i jeres og lokaludvalgets henvendelser. På den baggrund vil forvaltningen vurdere, hvorvidt Lindholmsvej fremadrettet skal indgå i en samlet pulje af mulige placeringer.
Der er behov for at finde placeringer til 112 skæve boliger, og der er brug for en fornyet gennemgang af mulige placeringer.
På udvalgsmødet d. 4. december skal udvalget derfor tage stilling til placeringer på Vasbygade, Bådehavnsgade Syd og Valby Idrætspark. Sagen bliver offentliggjort på onsdag d. 27. november. Jeg henstiller derfor til, at I behandler denne orientering fortroligt, indtil sagen er offentlig på onsdag.
Jeg har også givet Brønshøj-Husum Lokaludvalg samme besked.
Med venlig hilsen
Karina Vestergård Madsen
Socialborgmester”